
Fremgang for flere sektorer, mens andre oplever stilstand
Tankskibsmarkedet oplevede en blandet udvikling i den seneste uge. På råolieområdet medførte lav aktivitet et lille fald i raterne: Den gennemsnitlige indtjening endte på omkring USD 38.000 pr. dag. Da OPEC+ formentlig snart sætter produktionen i vejret, forventes det øgede udbud af råolie dog at få en positiv effekt på indtjeningen i de kommende måneder.
Produkttankere stiger med 16 %
Produkttanksegmentet oplevede til gengæld et markant opsving. Fyldte positionslister i nøgleregioner løftede den gennemsnitlige indtjening med hele 16 % fra den foregående uge til USD 25.438 pr. dag – det højeste niveau i to måneder.
LPG-markedet stabilt efter toldlempelser
LPG-markedet holder sig fortsat robust, godt hjulpet af den midlertidige pause i toldindgrebene. Indtjeningen for VLGC-fartøjer på hovedruten Ras Tanura–Chiba ligger stabilt på USD 52.609 pr. dag, hvilket er 25% over gennemsnittet for hele 2024. Som nævnt i seneste Weekly forventer vi, at VLGC-markedet forbliver stærkt: USA øger i den kommende tid sin eksportkapacitet, hvilket vil kunne indebære stigende eksport til et stykke ind i tredje kvartal – og dermed højere rater både under og efter sommermånederne.
PCTC-segmentet viser fremgang
PCTC-markedets momentum vokser stadig. I april steg Kinas søbårne bileksport med mere end 14% i forhold til samme tid året før til cirka 566.000 enheder – et nyt rekordniveau. Eksporten til Europa steg med næsten 9 %, drevet af stærk efterspørgsel på hybridbiler. Der blev observeret vækst i de fleste regioner – med undtagelse af Rusland, hvis eksportvolumen faldt med cirka 36 % sammenlignet med 2024.
Kilde: Clarksons