
Brancheeksperter imødeser fremgang med større oliemængder på markedet
De positive udsigter for tankmarkedet bliver i stigende grad italesat af førende brancheeksperter. Stigende mængder olie på vej til markedet og et knebent udbud af fartøjer – som resultat af sanktioner og en aldrende flåde – er faktorer, der tyder på et potentiale for fremgang. Disse emner har vi allerede behandlet i tidligere udgaver af Weekly.
I denne uge har førende analytikere fra både Clarkson Research og Fearnleys givet deres besyv med og fremhævet de samme faktorer, der i stigende grad former markedsstemningen.
“Bedre grundlæggende fragtforhold, stigende OPEC+-produktion og skærpede sanktioner påvirker nu stemningen på markedet” udtalte Frode Mørkedal, Even Kolsgaard og Bendik Folden Nyttingnes i en fælles markedsanalyse.
Stor olieefterspørgsel ventet – færre fartøjer til rådighed
OPEC+’s planlagte produktionsstigning på 2,2 millioner tønder pr. dag fra april til juni forventes at føre til en markant stigning i mængden af søbåren råolie – svarende til omkring 70 årlige Suezmax-laster. Samtidig er den globale ordrebog for tankskibe på et historisk lavt niveau, og en stor del af den eksisterende flåde er oppe i årene – hvilket tyder på, at vi kommer til at se en fortsat mindre flåde og flere skrotningsmodne fartøjer i de kommende år.
Skyggeflåden under pres fra stadig strengere sanktioner
Myndighedernes pres på skyggeflåden stiger fortsat, efterhånden som nye vestlige sanktioner begrænser bevægeligheden for de sanktionsomfattede fartøjer. Det sender mere handel tilbage til den konventionelle flåde og understøtter samtidig et højere rateniveau på mellemlangt sigt.
Selvom spotmarkedet kan forblive ustabilt i den nærmeste fremtid, regner markedseksperter i stigende grad tankmarkedets strategiske udsigter for positive.
Kilde: Fearnleys Securities, Clarksons Securities og Tradewinds