Præsident Trumps statsbesøg i Beijing den 15. maj gav det hidtil klareste signal om, at både Washington og Beijing ønsker Hormuzstrædet genåbnet. Det Hvide Hus bekræftede, at Trump og Xi var enige om, at strædet “skal forblive åbent til gavn for den frie energiforsyning”, mens Xi tilbød at hjælpe med at fremmægle en løsning og bekræftede, at Kina ikke ville levere militært udstyr til Iran.

Kinas udenrigsminister Wang Yi bekræftede næste dag budskabet og opfordrede til, at vandvejen blev åbnet så hurtigt som muligt. I praksis resulterede topmødet dog ikke i nogen proces for at opnå det, som begge sider offentligt slog til lyd for. Iran har nægtet at indgå i direkte samtaler med Washington, før USA’s flådeblokade ophæves, og analytikere bemærker, at Kina muligvis vil søge indrømmelser om Taiwan, før landet lægger et reelt pres på Teheran.

Det investorrelevante spørgsmål: Hvad betyder det diplomatiske tomrum for risikotillæggene?
For shippingmarkederne er det vigtigste, at de geopolitiske risikotillæg, der følger med fragtraterne, fortsat ikke afhjælpes af nogen klar tidslinje for en løsning. En yderligere komplikation er Irans selektive genåbning af strædet for skibe under kinesisk flag under en separat navigationsordning, hvilket skaber en todelt struktur for passage.

Det medfører besvær for shippingmarkedet uden at genindføre normalitet. For ejere af tank- og gasskibe er den diplomatiske udvikling grund til optimisme, men ændrer ikke på det faktiske billede: Hormuzstrædet forbliver reelt lukket, omdirigering øger fortsat ton-mil-efterspørgslen, og risikotillæggene vil sandsynligvis ikke falde væsentligt, før en pålidelig vej til genåbning er etableret. Forskellen mellem diplomatisk retorik og operationel virkelighed er fortsat den vigtigste faktor, man skal holde øje med.