Tre måneder efter den reelle lukning af Hormuzstrædet ligger indtjeningen for råolietankskibe fortsat på et højt niveau, mens de globale handelsruter tilpasser sig blokaden

En komplet omlægning af råoliestrømmene
Lukningen af Hormuzstrædet fra slutningen af februar har fjernet omkring en femtedel af den globale søbårne olieeksport fra dens traditionelle rute og tvunget markedet til den største omlægning af råoliehandlen i moderne tid. Asiatiske raffinaderier søger nu så langt som til USA’s golfkyst for at skaffe erstatningsleverancer, og enkelte Suezmax-skibe har endda sejlet gennem Panamakanalen til Asien – en rute, som de reelt aldrig anvendte før konflikten. VLCC-indtjeningen steg til over 240.000 USD pr. dag i marts og er forblevet over 200.000 USD pr. dag i maj. Omkring 59 VLCC’er, svarende til cirka 8 % af den ikke-sanktionsramte flåde, er stadig fanget vest for strædet, og da skibe må foretage længere transporter for at opfylde den samme efterspørgsel, er den effektive flådekapacitet faldet markant, selv om de samlede mængder råolie på markedet også er mindsket.

Rammer for en våbenhvile tager form, men genåbningen vil tage tid
Den 25. maj præsenterede USA og Iran en rammeaftale, der forlænger våbenhvilen med 60 dage, mens strædet ryddes for miner og genåbnes. Det er det mest troværdige forsøg på normalisering siden konfliktens begyndelse. Selv i bedste fald vil rydning af miner, tilpasning af krigsrisikoforsikringer og håndtering af efterslæbet på mere end 1.500 strandede skibe dog vare uger – ikke dage.

Hvis aftalen holder, vil fragtraterne falde i takt med, at tonnagen vender tilbage til markedet. Hvis den slår fejl, må de nuværende indtjeningsniveauer formodes at fortsætte langt ind i tredje kvartal. For investorer er det afgørende spørgsmål derfor ikke længere, hvor højt raterne kan stige, men hvor hurtigt de kan normaliseres.