Historien om ammoniak som skibsbrændstof har ændret sig mærkbart i de seneste måneder, hvor flere fremskridt understreger, at teknologien er ved at gå fra pilotfase til begyndende kommerciel anvendelse. De første leverancer af dual fuel-motorer til ammoniak finder nu sted, og etablerede redere som Wärtsilä, Höegh Autoliners og Exmar investerer alle i ammoniak-klare løsninger i 2026 og 2027.

Bunkringsinfrastruktur udvikles samtidig på flere fronter med projekter i Singapore, Egypten, Holland, Norge og Japan. På udbudssiden har CF Industries, Trafigura og TFG Marine indgået en aftale om udvikling af lavemissions-ammoniak som skibsbrændstof med fokus på USA’s golfkyst og det nordvestlige Europa.

Ifølge Clarksons Research er der i øjeblikket bestilt 316 ammoniak-klare skibe. En analyse fra WinGD og Envision Energy viser, at grøn ammoniak kan være konkurrencedygtig med VLSFO og LNG ved de nuværende prisniveauer, forudsat en favorabel lovgivning.

Uroen omkring Hormuz understøtter ammoniakkens langsigtede momentum
Lukningen af Hormuzstrædet i slutningen af februar har på kort sigt medført uro på ammoniakmarkedet, hvor de toneangivende priser i Nordvesteuropa steg med omkring USD 105 til USD 150 pr. ton i løbet af marts. Selvom Mellemøsten står for mere end en femtedel af den globale ammoniakproduktion, har markedet vist sig modstandsdygtigt, idet købere har kunnet henvende sig til alternative leverandører i Nordafrika, Sydøstasien og ved USA’s golfkyst.

Denne omdirigering er udtryk for et stadig mere modent globalt handelsnetværk for ammoniak. For investorer fremstår forstyrrelsen i Hormuz som cyklisk snarere end strukturel, og påvirkningen af ammoniakkens langsigtede rolle som skibsbrændstof må anses for begrænset. Tværtimod understreger forstyrrelsen argumentet for diversificerede og langtrækkende forsyningskæder for ammoniak – hvilket er præcis den infrastruktur, der nu er under opbygning. Overgangen er dermed ikke længere teoretisk, men på vej ind i en fase, der lægger op til yderligere investeringer.