LR2-tankskibe kan transportere både råolie og raffinerede olieprodukter og har derfor mulighed for at udnytte de høje fragtrater i begge markeder. Spørgsmålet er, hvor længe de nuværende markedsforhold kan opretholdes.
LR2-tankskibe har omtrent samme størrelse som Aframax-tankskibe, men er udstyret med coatede lasttanke, som gør det muligt at transportere både råolie og raffinerede olieprodukter som diesel og flybrændstof. Rederierne kan derfor vælge at operere i det marked, hvor indtjeningen er højest. Et skift fra råolie til raffinerede produkter kræver dog en grundig rengøring af tankene.
I sidste uge lå LR2-raterne på omkring USD 200.000 pr. dag på ruter fra Middelhavet og Det Røde Hav, mens ruten fra Mellemøsten til Japan nåede et rekordhøjt niveau på USD 313.200 pr. dag ifølge Baltic Exchange.
Det stærke råoliemarked trækker LR2-skibe væk fra transport af raffinerede olieprodukter
Ifølge BRS Shipbrokers viser tal fra AXSMarine, at den samlede efterspørgsel efter transport med Aframax- og LR2-tankskibe, målt i ton-sømil, har nået et rekordhøjt niveau og nu ligger 22 % over samme periode i 2025.
Udviklingen skyldes blandt andet en stigende europæisk efterspørgsel efter amerikansk råolie samt en omlægning af Venezuelas olieeksport mod USA. Begge handelsstrømme transporteres i stigende grad med Aframax-tankskibe.
Samtidig betyder de høje fragtrater for større tankskibe, at flere olielaster flyttes til Aframax-segmentet, hvor transportomkostningerne i visse tilfælde er lavere. Det sker blandt andet ved at opdele større olielaster i mindre partier. I sidste uge var omkostningen pr. ton ved transport af råolie fra Sortehavet til Middelhavet eksempelvis mindst 15 % lavere med Aframax end med Suezmax.
Denne udvikling har medført, at 67 % af den samlede Aframax- og LR2-flåde nu transporterer råolie og andre tunge olieprodukter. Antallet af skibe i denne del af markedet er steget med omkring 6 % siden januar, selvom størstedelen af årets nybyggede skibe har været LR2-tankskibe.
Ifølge BRS er denne forskydning en væsentlig forklaring på de rekordhøje rater for transport af raffinerede olieprodukter. Når flere LR2-skibe anvendes til råolie, reduceres den tilgængelige kapacitet til transport af raffinerede produkter. Det understøtter fragtraterne, selvom eksporten af raffinerede olieprodukter fra Mellemøsten fortsat ligger væsentligt under niveauet før konflikten.
Høje rater i råoliemarkedet kan understøtte LR2-indtjeningen ind i 2027
De etårige Time Charter-rater for LR2-tankskibe lå i sidste uge på omkring USD 103.000 pr. dag. Det er væsentligt under de nuværende spotrater, men fortsat omkring tre gange højere end gennemsnittet for 2025. Forskellen mellem spot- og Time Charter-raterne viser, at markedet forventer en gradvis normalisering af indtjeningen, men fra et fortsat højt niveau.
BRS Shipbrokers forventer, at indtjeningen ved transport af råolie med Aframax-tankskibe vil være højere end indtjeningen for LR2-skibe frem til anden halvdel af 2027. Forventningen bygger på et scenarie, hvor skibstrafikken gennem Hormuzstrædet begynder at vende tilbage til normale forhold fra midten af 2027.
Så længe indtjeningen er højere ved transport af råolie, vil det fortsat være attraktivt for LR2-rederierne at anvende deres skibe i dette marked. Det reducerer antallet af LR2-skibe til rådighed for transport af raffinerede olieprodukter og er dermed med til at understøtte de høje fragtrater i begge markeder.
Fire faktorer kan lægge pres på de høje fragtrater
Selvom markedet i øjeblikket er præget af høje indtjeningsniveauer, er der flere forhold, som på længere sigt kan føre til lavere fragtrater.
- Tilgang af nye skibe:Ordrebogen for tankskibe i størrelsen 85.000–125.000 DWT svarer til omkring 21 % af den eksisterende flåde. Alene leveringerne i 2027 forventes at øge kapaciteten med omkring 7 %, hvilket kan lægge pres på fragtraterne.
- Ændret fordeling af flåden:Når flere LR2-skibe anvendes til transport af råolie, øges kapaciteten i Aframax-markedet. Det kan medføre lavere indtjening i dette segment og gøre det mindre attraktivt for LR2-skibe at transportere råolie. Flere LR2-skibe vil dermed kunne vende tilbage til transport af raffinerede olieprodukter, hvilket øger kapaciteten og kan presse fragtraterne i dette marked.
- Lavere rater for større tankskibe:Valget af tankskib afhænger i høj grad af transportomkostningen pr. ton. Den 16. oktober var det eksempelvis 26 % billigere pr. ton at transportere råolie fra Den Mexicanske Golf til Nordvesteuropa med Aframax frem for Suezmax. Blot en uge senere var transport med Aframax 9 % dyrere. Sådanne ændringer kan hurtigt påvirke efterspørgslen efter de forskellige skibsstørrelser.
- Nedtrapning af konflikten i Mellemøsten:En normalisering af skibstrafikken gennem Hormuzstrædet vil frigøre tankskibskapacitet og kunne reducere de nuværende høje fragtrater. Samtidig vil det skabe bedre muligheder for at genoptage eksporten af raffinerede olieprodukter fra Golfen og dermed øge efterspørgslen efter LR2-skibe. Raffinaderier, der har lidt fysisk skade under konflikten, vil dog være længere tid om at genoptage produktionen end raffinaderier, hvor eksporten alene har været begrænset af transportforholdene.
Kilder: Baltic Exchange, BRS Shipbrokers, Clarksons og TradeWinds