Geopolitisk usikkerhed, begrænset skibskapacitet og stigende kinesisk bileksport bidrager til at fastholde de høje fragtrater.
Tankskibe: Transporten af olie ud af Den Persiske Golf holder timecharterraterne for Suezmax og Aframax på et højt niveau
Ifølge Clarksons lå de etårige timecharterrater for Suezmax på USD 170.000 pr. dag, hvilket er mere end fire gange gennemsnittet for 2025. For Aframax lå raterne på USD 100.000 pr. dag, svarende til omkring tre gange gennemsnittet for 2025.
Spotindtjeningen faldt i sidste uge fra de seneste ugers meget høje niveauer som følge af færre nye olielaster på markedet. Den gennemsnitlige spotindtjening for Suezmax lå dog fortsat på omkring USD 355.000 pr. dag.
Da mange private rederier fortsat undgår Hormuzstrædet på grund af sikkerhedsrisikoen, har nationale olieselskaber i Golfregionen købt eller chartret egne tankskibe for at opretholde olieeksporten. Selskaberne har en væsentlig økonomisk interesse i at sikre, at olien fortsat kan transporteres ud af Den Persiske Golf, og er derfor villige til at påtage sig en større risiko end mange private rederier.
Olien transporteres til omlastningsområder uden for Hormuzstrædet, hvor den overføres til andre tankskibe og sejles videre til slutdestinationerne. Denne transportform binder en betydelig del af den internationale tankskibskapacitet og bidrager dermed til at holde fragtraterne på et højt niveau. Ifølge BRS forventes denne transportform at fortsætte på mellemlangt sigt.
LPG/VLGC: Forsinkelser i Panamakanalen reducerer skibskapaciteten og løfter spotindtjeningen
Ifølge Clarksons steg spotindtjeningen for VLGC-skibe på ruten fra Den Mexicanske Golf til Japan med 6 % i sidste uge til omkring USD 194.000 pr. dag.
Forsinkelser i Panamakanalen betyder, at skibene bruger længere tid på hver rejse, hvilket reducerer den tilgængelige kapacitet på markedet. Samtidig er der kun få VLGC-skibe til rådighed til at laste LPG i Den Mexicanske Golf i begyndelsen af december.
De etårige timecharterrater faldt en smule til knap USD 100.000 pr. dag, men ligger fortsat mere end dobbelt så højt som gennemsnittet for 2025.
PCTC: Stærk kinesisk bileksport holder timecharterraterne på USD 100.000 pr. dag
Ifølge Clarksons lå timecharterraterne for kontrakter på 6-12 måneder for bilskibe med en kapacitet på 6.500 CEU på USD 100.000 pr. dag i sidste uge.
Den kinesiske bileksport fortsætter med at vokse, og bilproducenten BYD mere end fordoblede sin eksport i oktober sammenlignet med samme måned sidste år.
USA har samtidig forlænget suspensionen af de planlagte havneafgifter for udenlandskbyggede bilskibe frem til den 9. januar 2027. Afgifterne omfatter ikke kun kinesiskbyggede skibe, men også bilskibe bygget i eksempelvis Japan og Sydkorea. Forlængelsen fjerner dermed på kort sigt en potentiel ekstraomkostning for en stor del af den internationale bilskibsflåde, der anløber amerikanske havne.
Geopolitik: Olieprisen falder på forventninger om en afslutning på krigen med Iran
Prisen på Brent-olie faldt i sidste uge til omkring USD 98 pr. tønde fra USD 113 ved udgangen af oktober. Faldet skyldes blandt andet, at resultatet af det amerikanske midtvejsvalg har øget forventningerne om en mulig afslutning på krigen med Iran.
Qatar fortsætter sine bestræbelser på at mægle mellem parterne, og præsident Trump har udtalt, at nye militære angreb er usandsynlige.
Iran afviser imidlertid, at der foregår forhandlinger, mens den amerikanske flådeblokade af iranske havne fortsætter. Samtidig er angrebene på skibe i området ikke ophørt.
En fredsaftale, der igen gør Hormuzstrædet sikkert for international skibsfart, vil gradvist kunne lægge et nedadgående pres på tankskibenes fragtrater. Fortsætter konflikten derimod, vil den geopolitiske usikkerhed fortsat bidrage til at holde fragtraterne på et højt niveau.
Kilder: BRS Shipbrokers, Clarksons Research, Euronews, Shipping Telegraph og The National.