Vender venezuelansk olie tilbage til den etablerede verdenshandel?
Venezuela er igen kommet på dagsordenen, efter at både landets olieproduktion og eksport aftog mod slutningen af sidste år, mens beslaglæggelser af skibe har skabt ny usikkerhed omkring handelsmønstrene. Det meste af landets råolie transporteres fortsat af sanktionsramt tonnage, hvilket har mindsket gennemsigtigheden og den umiddelbare efterspørgsel efter ikke-sanktionerede tankere.
Indtil videre har påvirkningen af VLCC-, Suezmax- og Aframax-markederne været begrænset, da den regulære flåde i vid udstrækning har været upåvirket af eksportfaldet fra Venezuela. Det store spørgsmål er derfor, om venezuelanske tønder igen bliver en del af den generelle internationale handel – hvilket må regnes for gavnligt for tankmarkedet.
Tilbagerulning af sanktioner kan give markedet stort boost
En lempelse af sanktionerne vil sandsynligvis åbne for længere VLCC-transporter til Asien, Aframax-eksport til USA samt Suezmax-leverancer til Europa. Tidligere perioder med sanktionslempelser har vist, at selv ret begrænsede mængder kan skabe betydelig vækst i efterspørgslen efter tonnage, blandt andet som følge af flaskehalse og længere sejlafstande.
Omvendt vil yderligere forstyrrelser for Venezuelas eksport kunne mindske det globale olieudbud og reducere transporter fra landet mod Østen. Alternativ eksport fra andre producenter vil i givet fald øge den generelle efterspørgsel efter tankskibe, mens en øget brug af sanktionsramte eksportører vil give en mere afdæmpet effekt.
På kort sigt spiller konflikten i Venezuela fortsat en begrænset rolle. Med tiden kan udviklingen – om det så ender med strid eller fred – dog få væsentlig betydning for tankefterspørgslen, dog snarere via ændrede handelsmønstre end fragtmængder.
Kilder: Reuters, S&P Global